{ 10. februar 2015 }

Fisk & Fritter – Low Carb

Fisk & Fritter - Low Carb

Jeg er simpelthen så glad og stolt over den flotte modtagelse, som min seneste kogebog “Low Carb” har fået. Jeg får mange tilbagemeldninger fra læsere, som har købt bogen og allerede har haft stor glæde af opskrifterne. Bogen har fået en forrygende start og solgt rigtig godt, men der er stadig en smule bøger tilbage af 1. oplag, så hvis du gerne vil have et eksemplar, kan den købes via Saxo lige her.

Jeg vil dele en opskrift med jer fra bogen, som faktisk er en af mine favoritter – fisken kan sagtens laves uden fritterne, og spises sammen med fx. en salat eller kommes med i madpakken.

{ Fisk & fritter med chia-karse } 4 pers. 32 g kulhydrat pr. person

Her kommer en sundere version af den klassiske ret Fish n’ Chips. Jeg har brugt karse i opskriften, hvilket er super nemt selv at lave. Jeg synes det er sjovt at lave karse af CHIAFRØ, som spires på helt samme måde som almindelig karse.

Fritter:
700-800 g knoldselleri
2 spsk olivenolie
havsalt

Remouladesalat:
200 g gulerødder
250 blomkål
1 rødløg
ca. 50 g syltede agurker
1 dl god mayonaise
1 dl skyr
2 tsk karry
1 tsk gurkemeje
salt og peber
4 spsk karse, fx. chia-karse

Fisk:
600 g torsk (andre typer hvid fisk kan bruges)
2 æg
1 dl alm. mandelmel
½ dl kokosfibermel
1 dl alm. revet kokosmel
salt og peber
2 spsk karse, evt. chia-karse
kokosolie til stegning

Andet:
Citronbåde

Skræl knoldselleri og skær det ud i lange strimler á la pommes frites. Vend dem godt rundt med olie og salt, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem ved 225 grader i ca. 30-35 minutter – rør rundt undervejs.

Skær gulerødder og blomkål ud i små stykker og blanchér dem i kogende vand i ca. 2-3 minutter – grøntsagerne skal stadig have bid, så pas på de ikke får for meget. Dræn grøntsagerne og skyl dem i koldt vand. Hak rødløg og syltede agurker fint og bland dem med gulerødder og blomkål. Rør mayonaise, skyr, karry gurkemeje sammen og smag til med salt og peber. Vend dressingen godt sammen med grøntsagerne og drys med karse.

Skær torsken ud i mindre stykker. Slå æggene ud i en skål og pisk dem sammen. Bland mandelmel, kokosfibermel, revet kokos, salt, peber og karse sammen i en anden skål. Vend først torskestykkerne i sammenpisket æg og dernæst i melblandingen. Steg stykkerne gyldne og sprøde i kokosolie, ca. 3-4 minutter på hver side.

Servér de sprøde fiskestykker med fritter, remoulade og citronbåde.

0 tanker om "Fisk & Fritter – Low Carb"

  1. anna bertram s.

    Hej ditte.
    Det er en perfekt bog til os på varsel. Hvertfald med det stofskifte jeg har. Så tak… livet på barsel blir lidt sjovere med god maf.. og en god blog at læse. Tak.

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *