{ 29. november 2014 }

Hjemmelavede (hippie) træstammer

Hjemmelavede (hippie) træstammer

I morgen er det 1. søndag i advent – jeg kan slet ikke forstå hvordan tiden bare flyver afsted. Men nu bevæger vi os altså ind i december og før vi får set os om er det jul. December betyder også hygge, god mad og lækker konfekt. Jeg er egentlig ikke den store fan af konfekt, men til gengæld er jeg stor fan af træstammer – faktisk er det nok en af mine yndlingskager. Jeg må dog indrømme, at det nok er et par år siden jeg sidst har smagt en “rigtig” træstamme, men har nu lavet mine egne, som kommer meget tæt på the real deal – de smager SÅ godt!

Af en eller anden årsag, så er træstammer blevet populære og pludselig dukker de op alle vegne og frister mig, så derfor besluttede jeg mig for at lave min egen variant, som er uden tilsat sukker, men i stedet sødet med dadler. Mine træstammer er stadig syndige, men sundere end den traditionelle kage. De ser også en anelse anderledes ud – faktisk ligner de nok mest en form for hippie-træstamme, da jeg selv har lavet min egen grove variant af marcipan.

Hjemmelavede (hippie) træstammer

Hjemmelavede træstammer, ca. 8 stk. – fra min bog “SUKKERFRI BØRNEFEST”

Marcipan:
100 g mandler
3 medjool dadler

Dadel/rom-fyld:
125 g medjool dadler uden sten
30 g hasselnødder
15-20 g god, mørk kakao
ca. 2 tsk god rom eller romessens – smag til undervejs

Andet:
ca. 35-40 g mørk chokolade, 85%

Start med at lave marcipan – kom mandlerne i en foodprocessor, og blend dem til groft mel. Tilsæt tre dadler uden sten, og blend igen indtil massen er homogen. Ønsker du en fuldstændig fin marcipan, så blend i længere tid – som det fremgår på billederne valgte jeg en rimelig grov struktur i min marcipan. Stil marcipanen på køl i ca. 20 minutter. (marcipanen kan også rulles til kugler, evt. tilsat smag fx. citron/appelsinskal, lakrids, mint, og overtrækkes med chokolade, og bruges som konfekt)

Kom alle ingredienserne til fyldet i en foodprocessor, og blend indtil massen er helt samlet og nødderne er blendet fint – smag massen til. Form fyldet til små pølser (alt efter hvilken størrelse du ønsker) – du kan også lave en stor træstamme, overtrække med marcipan og skære den ud i konfektskiver.

Rul marcipanen tyndt ud – det er nemmest at gøre mellem et stykke bagepapir. Lav én træstamme ad gangen – læg en pølse på et stykke udrullet marcipan og rul forsigtigt marcipanen rundt om. Skær enderne pænt til og gentag processen indtil al marcipanen er brugt op.

Smelt chokoladen og dyp enderne i chokolade – stil træstammerne i køleskabet, og servér dem helst direkte fra køl.

20 tanker om "Hjemmelavede (hippie) træstammer"

  1. Agnes {Cashew Kitchen}

    Dessa ser helt fantastiska ut! Kallar du dem för “trädstammar”, eller missförstod jag? Vi kallar dem för dammsugare 🙂 Fast då brukar de vara gröna. Ska definitivt prova denna lite hälosammare variant!
    Trevlig advent!

    Reply
    1. Ditte Ingemann

      Du har helt ret i, at det er de samme, som I kalder for dammsugare 🙂 I Danmark er de normalt hvide og ikke grønne.

      Reply
  2. Birgit Mathiesen

    Jul det er cool 🙂
    Og dine smukke hjemmelavede rustikke marcipan træstammer
    ser bare så vidunderlige ud..
    og ja.. smager sikkert ligeså 🙂
    Mums tænker jeg bare.. så englene synger 🙂

    Reply
  3. Cecilia

    De ser rigtig lækre ud 😉
    Jeg har længe tænkt på at jeg gerne vil prøve at bruge flere af de sundere ingredienser du bruger, hjemme hos mig selv. Jeg er flere steder stødt på opskrifter hvor medjool dadler indgår. Jeg har søgt flere gange uden held, for at finde ud af hvad medjool dadler helt præcist er, hvordan de er forskellige fra andre slags dadler og hvor man kan købe dem for rimelige penge?
    Du kan nok høre jeg er lidt af en nybegynder, men håber du kan svare på mit uopklaret spørgsmål.
    Tak for en helt igennem fantastisk inspirerende blog 😉

    Reply
    1. Ditte Ingemann

      Hej Cecilia,

      Jeg kan godt forstå, at du måske er en smule forvirret – der findes nemlig rigtig mange typer af dadler. Medjool er en bestemt type, som ofte er store, meget bløde og saftige. De kan findes i nogle supermarkeder, helsekostbutikker eller hos tyrkiske grønthandlere. Hvis du ikke kan skaffe medjool dadler, så kan du enten bruge nogle bløde, tørrede dadler eller friske dadler, som er meget saftige. Jeg bruger ofte friske dadler eller medjool, da jeg synes de tørrede dadler tit er meget hårde og tørre, og derfor kan de være svære at blende.

      Reply
  4. Sofie

    På trods af den manglende sukker ser de rigtig lækre ud. Jeg tror helt sikkert, at træstammer vil kunne finde tilbage på kaffebordet igen, når de kommer i den variant 🙂

    Reply
  5. Christine

    Hov! Resten af min kommentar forsvandt vist. Jeg ville spørge, om du har et tip til at få enderne pæne? Når jeg dypper dem, så løber chokoladen ned i den anden ende, nå jeg vender dem om.

    Reply
  6. Marlene Gade

    Hej Ditte
    Jeg har prøvet at lave dine træstammen et par gange før, men det er desværre mislykkedes. Det smuldrede og kunne ikke hænge sammen, så man kunne ikke forme dem. Tror du, du ved hvilken fejl jeg har lavet? Men ellers smagte de super godt, og kan klart anbefales 😉

    Venlig hilsen Marlene

    Reply
    1. Ditte Ingemann

      Hej Marlene, Er det mon fyldet eller marcipanen der smuldrer? Jeg har lavet dem mange gange og kender en del, som har testet opskriften med succes… så mon du kan give lidt flere oplysninger omkring, hvad der er gået galt? God aften til dig.

      Reply
  7. Carina

    Christine.

    Tænker at du kunne lave en ende og når chokoladen har sat sig, så lave den anden ende.
    Har fået denne opskrift anbefalet, glæder mig til at smage dem😋

    Reply

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *