Sommerpizza med pesto

Imens alle naboerne grillede, bagte jeg i stedet pizza, hvilket viste sig at være et glimrende valg. Jeg er efterhånden en habil pizzabager, men aftenens pizza blev altså bare ekstra suveræn god – jeg har netop indtaget sidste bid og måtte skynde mig at dele opskriften med jer.

Normalt bruger jeg både hvede- og durummel til dejen, men i dag købte jeg manitoba hvedemel(tipo 00) i Netto og jeg har det mistænkt for at have gjort underværker for bunden. Derudover bruger jeg også min trofaste bagesten, som altså også bidrager til den bedste pizzabund.

Min opskrift er til 2 pizza’er – passende til 2 personer og hvis man er heldig er der et stykke til frokosten dagen efter!

Tomatsauce:

1 ds hakkede tomater
1 tsk groft salt
1 tsk tørret oregano
1 fed hvidløg
Sort peber
Et nip sukker

Det hele blendes sammen og smages til. Hvis der er en rest tomatsauce i overskud, kan den sagtens fryses til endnu en omgang pizza.

Pizzabund:

5 g gær
0,5 dl surdej (undlades hvis man ikke har surdej og mængden erstattes af vand)
2,5 dl koldt vand
1 tsk groft salt
Ca. 350 – 400 g manitoba hvedemel (en blanding af durum og tipo 00 kan også bruges)

Rør gær og surdej sammen – tilsæt vand og salt og rør rundt. Tilsæt mel lidt ad gangen indtil dejen er smidig. Del dejen i to dele, og rul dem tyndt ud. Kom fyld på og bag pizzaerne en ad gangen på en bagesten eller en meget varm bageplade. Det er vigtigt, at ovn og plade/bagesten er meget varm, cirka 250 grader. Pizzaerne bages i ca. 10 minutter eller indtil de er sprøde, gyldne og boblende.

Mine pizza’er blev i dag toppet med frisk mozzarella, gedefeta og hjemmelavet persille pesto – og efter de var bagt kom der rucola og frisk oregano på. Mulighederne er mange, men denne variant er meget lækker og sommerlig.

Dette indlæg blev udgivet i Aftensmad, Surdej. Bogmærk permalinket.

24 Kommentarer til Sommerpizza med pesto

  1. Lene B skriver:

    Ser super lækker ud, den combo skal helt sikkert afprøves. Vi bager pizza på grillen, til den helt store guldmedalje, for tiden. De bliver bare SÅ gode! Og det bedste af det, børnene elsker det.

    • Ditte skriver:

      Lækkert med pizza på grill – det kunne jeg godt finde på at kaste mig ud i! Tak for tippet, Lene :-)

  2. Mmmmmmm, jeg kunne godt spise hele den pizza alene lige nu! Lækkert

    http://agoodiebag.blogspot.dk/

  3. TildeMa(d) skriver:

    Ser godt nok super lækker ud! Sidder her højgravid og får helt lyst til en godnat pizza…..

    • Ditte skriver:

      Åh nej, så må du i gang i køkkenet :-) er ret sikker på, at det ville være den perfekte godnat-snack!

  4. Tilde skriver:

    Smukke billeder – ser så lækker ud! Du lader ikke din pizzadej hæve før udrulning?

    • Ditte skriver:

      Tusind tak. Jeg lader ikke dejen hæve – jeg har prøvet rigtig mange måder, både med dej og tomatsauce, og på denne måde får jeg denne bedste pizza. :-)

  5. maria skriver:

    Åh Ditte du tager bare de smukkeste billeder!

    @vanloseblues

  6. Heidi skriver:

    For hunna det ser godt ud! :O) Jeg kan også klart anbefale, at bage pizza på grillen – det giver et super lækkert touch til bunden :O) -muuuuums jeg blev sulten nu!

    • Ditte skriver:

      Tak for tippet – har aldrig prøvet at grille pizza, men mon ikke ugen byder på mere grillvejr, for så skal det testes :-)

  7. maria skriver:

    Forresten :-)

    hvordan får du den fin tekst på dine billeder?

  8. maria skriver:

    Ok tak :-)

  9. sundhedsbureauet skriver:

    Hej Ditte
    Ser lækker ud som sædvanlig. Du skriver, at du blender tomatsaucen og bruger den direkte? Du lader den ikke simre og bruger den varm? Jeg har god erfaring med at koge saucen i ca. 1 time, så bruger jeg den varm og den har vildt god smag. – Ja, det er et stort projekt ;-) Lækkert med gedefeta. xx Lone

    • Ditte skriver:

      Hej Lone, jeg har i mange år kogt og kogt og kogt min tomatsauce – nogle gange i flere timer :-) Jeg synes ikke det er tiden værd. Du har ret i, at saucen bliver lækker, men jeg synes ikke det skal tage for lang tid at lave en pizza, så jeg har droppet det og kan ikke smage forskel :-)

  10. Karen Glerup skriver:

    Skønt Ditte. Tak for inspiration. Drønede ud og købte pizza/bagesten til grillen. Drengene havde kammerater med hjem, så her var “fuld hus”, og de “ælskede” pizzaerne. Havde en koldhævet spelt, durum, rug-dej stående i køleren, lavede en med friske tomater og frisk mozz. + parma-ruccula, en med kartoffel, en svin med svin (bacon og svinemørbrads rest.) og så en rigtig børne, med skinke, tomat og ost. Den sidste klump dej ligger på bagestenen nu og mon ikke der skal smørres en ostemad senere :-) F… Vi er mætte nu.

    • Ditte skriver:

      Fantastisk! Ihhh hvor lyder det bare lækkert, Karen. Synes pizza’en med svin lyder mega god – den ville falde i god jord hjemme hos mig ;-)

  11. marla skriver:

    Such a beautiful and tempting summer pizza!

  12. Sara skriver:

    Det ser virkelig lækkert ud! Jeg kunne godt tænke mig opskrifter på pesto! :) og hvor længe kan sådan noget holde?

  13. trine skriver:

    Uhmmm, det ser lækkert ud!
    Kan du anbefale hvilken en pizzasten man skal købe?

    • Ditte skriver:

      Jeg har en bagesten lavet af støbejern og med håndtag – jeg er super glad for den og kan klart anbefale støbejern :-)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>