

Langt om længe kom dagen, hvor jeg skulle få stillet min sult på Spiseri; et forholdsvis nyt spisested på Nørrebro, som har fået utrolig god kritik og vundet AOKs pris som “Byens Bedste Billige Restaurant”.
Spiseri drives af fire unge kvinder, som i fællesskab har sammensat et meget enkelt menu- og vinkort med udgangspunkt i det italienske køkken. Lokalerne er super fine, indretningen uformel og rustik og menuen er skrevet på store tavler rundt om i restauranten.
Jeg må indrømme, at jeg ikke blev blæst væk af maden – jeg havde nok skruet mine forventninger lidt for meget op. Dog fik jeg en fremragende osteanretning til dessert, men det var klart aftenens højdepunkt. Desværre var der samme aften et stort selskab på ca. 18-20 mennesker, som overdøvede alt! Akustikken er elendig og jeg ved godt, at jeg tit fremhæver akustikken, men det betyder meget for mig, at man kan tale sammen under middagen og måske ane noget musik i baggrunden. Det betyder noget for den samlede restaurantoplevelse, men desværre var ingen af delene muligt denne aften. Der var ekstremt meget larm og tjeneren undskyldte mange gange da vi gik, så de var heldigvis også bevidste om de meget larmende kvinder (Kvinder har en tendens til at blive alt for højrøstede når de er i flok og tilsætter alkohol :-))
Alt i alt en helt okay aften – ved dog ikke om jeg vender tilbage, men nu har jeg ro i sindet over at have spist på Spiseri. Larm eller ej, så synes jeg de fire kvinder bag Spiseri er seje og modige for at have realiseret deres drøm.
















