{ 13. marts 2017 }

Tomatsuppe med røde linser

Selvom man næsten kan dufte foråret, så synes jeg stadig vejret indbyder til suppe og gryderetter. Det er egentlig ikke fordi der er noget specielt over denne suppe – jeg kan bare rigtig godt lide tomatsuppe, og derfor vil jeg gerne dele denne opskrift med jer. Tomatsuppen er både nem og billig at lave. Sørg for at vælge gode, modne tomater, som har masser af smag. Kan du ikke skaffe modne tomater, så brug i stedet gode tomater fra dåse.

{ Tomatsuppe med røde linser }
2-4 personer

2 rødløg
4 fed hvidløg
2 spsk olivenolie
1 kg friske, modne tomater
1 bdt frisk oregano
ca. 5-6 dl grøntsagsbouillon
100 g røde linser
salt og peber
1 ½ dl fløde

Topping:
lidt frisk oregano
et par skefulde creme fraiche

Hak løg og hvidløg groft, og svits det i olie i en varm gryde. Skær tomaterne i mindre stykker, og kom dem i gryden sammen med oregano. Svits det hele godt i ca. 5 minutter, og dæk tomaterne med bouillon. Lad det hele simre i ca. 30 minutter

Blend tomatsuppen med et stavblender. Tilsæt mere vand, indtil din suppe har den helt rigtige konsistens. Tilsæt linser, og lad suppen simre i ca. 20-30 minutter. Smag til med salt og peber, og evt. et nip sukker og balsamico.

Tilsæt til sidst fløde, og varm suppen igennem. Pynt suppen med frisk oregano og  en smule creme fraiche på toppen. Server evt. brød til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *