Som jeg tidligere har omtalt her på bloggen, så udvikler og fotograferer jeg indimellem nemme hverdagsretter for det norske magasin “Glad i mat” – jeg har netop lavet 10 nemme opskrifter på vinter-hverdagsmad, og vil derfor dele tre af opskrifterne med jer. Resten af opskrifterne kan I hoppe herover og finde (på norsk).
Oksekødboller i krydret tomatsauce, 4 pers.:
500 g hakket oksekød
salt og peber
2 tsk stødt oregano
2 tsk tørret rosmarin
1 spsk grov sennep
olivenolie til stegning
Tomatsauce:
2 rødløg
4 fed hvidløg
1 spsk olivenolie
2 røde peberfrugter
2 dåser hakkede tomater
2 tsk stødt chili
1 tsk oregano
salt og peber
Rør hakket kød sammen med salt, peber, oregano, rosmarin og sennep. Form farsen til små kødboller, og steg dem gyldne i olivenolie på en varm pande.Hak løg og hvidløg fint, og svits det på en varm pande i olivenolie. Skær peberfrugterne ud i strimler og tilsæt dem sammen med hakkede tomater, chili, oregano, salt og peber og lad det simre i ca. 10 min. Kom kødbollerne over i tomatsaucen, og smag det til.
Server med frisk oregano eller basilikum, groft brød/pasta og masser af revet parmesan på toppen.
Tip: Hvis du ikke er til stærk mad, så undlad at tilsætte chili til tomatsauce. Tilsæt i stedet en smule sød, stødt paprika.
Grov salat med spelt og blåbær, 4 pers.:
2,5 dl perlespelt
4-5 spsk mandler
100 g rucola
100 g friske blåbær
Dressing:
2 spsk olivenolie
1 tsk flydende honning
50-65 g feta
saft fra ½ citron
salt og peber
Skyl speltkernerne grundigt og kog dem i letsaltet vand i ca. 10 minutter – de må gerne have en smule bid. Rist mandlerne på en tør, varm pande indtil de tager en smule farve. Tag dem af varmen og hak dem groft. Hæld den færdigkogte spelt i en sigte og lad den køle og dryppe af. Skyl rucola og blåbær, og vend det sammen med den afkølede perlespelt.
Pisk olivenolie og honning sammen, og smuldr feta deri. Rør citronsaft, salt og peber i dressingen, og fordel den over salaten. Drys med hakkede mandler, og smag salaten til.
Tip: Du kan sagtens bruge couscous eller perlebyg til salaten i stedet for spelt.
Tærte med svampe og timian, 3-4 pers.:
4 plader butterdej, let optøede
1 sammenpisket æg
Fyld:
100 g revet ost, gerne en lagret/stærk ost
4 spsk creme fraiche
2 æg
300 g svampe, fx kantareller, champignoner, østershatte
2 rødløg
1 spsk smør
frisk timian
Start med at rulle to plader butterdej ud på et meldrysset bord – læg pladerne så enderne overlapper hinanden og rul ikke dejen for tyndt ud. Buk kanterne en smule op hele vejen rundt, og læg butterdejen på en bageplade, beklædt med bagepapir. Gentag med de to sidste plade butterdej, så der ialt bliver to tærter. Pensl dejen med sammenpisket æg, og bag tærtebundene ved 200 grader, varmluft, i ca. 10 minutter.
Rør revet ost, creme fraiche og æg sammen i en skål – krydr med salt og peber. Skær svampene ud i mindre stykker og hak løg groft. Svits det på en varm pande i smør indtil det bliver blødt og let gyldent. Krydr med frisk timian, sort peber og salt.
Hvis tærtebundene er hævet i midten, så pres dem lidt ned, så der bliver plads til fyldet. Hæld ægge-/osteblandingen i bundene og fordel svampeblandingen ovenpå, og bag tærterne igen i ca. 8-10 minutter, eller indtil fyldet har sat sig og tærterne er gyldne og sprøde. Server gerne en grøn, sprød salat til tærterne.
Tip: Tærten smager også rigtig godt kold næste dag, så du kan sagtens lave en større portion.
2 kommentarer
Hej :-) Retten med kødboller og stærk tomatsauce ser super lækker ud – den skal snart afprøves :-) Venlig hilsen, Maiken Charlotte
Lige nu sidder jeg bare lige og ærgrer mig over at jeg allerede har handlet til aftensmaden… haps, jeg får lyst til det hele…