Det behøver slet ikke at være så kedeligt at servere sund mad for sine gæster, tværtimod. Det er altid dejligt at forkæle sine gæster med god mad, men der kan også meget let ryge mange ekstra kalorier indenbords når man er i godt selskab.
Tænk over at sammensætte en menu, som indeholder mange grøntsager og meget protein, f.eks. i form af et stykke lækkert fisk eller kød. Hav fokus på portionstørrelserne – når du skal spise tre eller fire retter, så husk at portionerne ikke behøver at være så store som til hverdag – hellere lidt, men godt. Prioritér at lave en lille, men lækker dessert – ofte er en lille smule nok til at stille den søde trang, hvis man allerede er mæt i forvejen.
Nyd hver en bid og lad være med at have dårlig samvittighed.
Her får du et bud på en 3-retters menu med fokus på velsmag og farver, og alle opskrifterne er fra min kogebog “Low Carb fra The Food Club”.
Vil du have mere inspiration til sund mad med færre kulhydrater, så har jeg skrevet en bog om emnet – her er hvad Saxo skriver om bogen: “Low Carb fra The Food Club” er en yderst flot og ikke mindst smuk sundhedsbog til alle, der ønsker at tabe sig, spise sundere eller blot stabilisere deres vægt med god og smagfuld mad. Bogen indeholder intet mindre end 80 skønne opskrifter på mad, der er både sundt, velsmagende og ikke mindst low carb. Der er fokus på, at retterne indeholder få kulhydrater, masser af proteiner og sunde fedtstoffer.
Forret: Kokosrejer med avocadodip, 4 personer
9,2 g kulhydrat pr. person
Ingredienser:
200 g rå rejer, gerne med hale
1 æg
½ dl kokosfibermel
½ dl revet kokosmel
1 tsk stødt chipotle chili
havsalt
2 spsk kokosolie til stegning
Dip:
2 moden avocado’er
200 g tomater
1 æble
1 bdt koriander
saft fra ½ lime
salt og peber
Rengør rejerne, og fjern eventuelle tarme. Slå ægget ud i en skål, og pisk det let. Bland kokosfibermel, revet kokos, chili og salt sammen i en anden skål. Vend først rejerne i sammenpisket æg, dernæst i kokosblandingen. Varm kokosolie op i en pande, og steg rejerne gyldne på begge sider.
Rør kødet fra avocado’erne sammen med finthakket tomat, æble og koriander. Smag dippen til med limesaft, salt og peber. Servér de lune rejer sammen med avocadodippen.
Hovedret: Alt i en gryde, 4 personer
27 g kulhydrat pr. person
Denne ret er inspireret fra en rejse til Istanbul, hvor jeg fik en ret med oksekød, aubergine og masser af kanel. Alle ingredienserne skal bare i en gryde, og så passer den ellers sig selv, indtil den skal serveres.
Ingredienser:
1 spsk olivenolie
2 tsk røget paprika
3 tsk stødt kanel
3 tsk stødt spidskommen
1 rødløg, finthakket
1 rød peberfrugt, i tern
300 g aubergine, i tern
250 squash, i tern
400 g hakket oksekød
2 dåser hakkede tomater
salt og peber
Gremolata:
½ bdt bredbladet persille
½ bdt mynte
skal fra 1 økologisk citron
1 fed hvidløg
Andet:
35-50 g pinjekerner, ristede
kernerne fra 1 granatæble
Varm olie op i en stor gryde, og brænd de tørre krydderier af deri. Tilsæt løg, peberfrugt, aubergine og squash, og svits det hele i ca. 5 minutter. Tilsæt oksekød, svits videre i ca. 2-3 minutter. Vend det hele godt rundt, og tilsæt de hakkede tomater tilsættes. Lad det simre i ca. 1 time.
Hak alle ingredienserne til gremolataen fint. Bland det sammen, og kom det i en skål.
Smag gryderetten til med salt og peber, og vend ristede pinjekerner i inden servering. Servér retten med et drys gremolata og granatæblekerner.
Dessert: Kokostærte med vanilje-rabarber og creme, 6-8 personer
En tærte kan varieres i mange retninger. Brug tærteopskriften her som en basisopskrift, og fyld din tærte med de friske bær og frugter, du bedst kan lide. Husk blot, at lægge kokosmælk på køl et døgn før.
Tærtebund:
200 g alm. mandelmel
2 spsk kokosfibermel
40 g blødt kokosolie
1 æg
2 spsk sukrin
Vanilje-rabarber:
1½ dl vand
1 tsk ren vaniljepulver eller kornene fra 1 vaniljestang
3 spsk sukrin gold
175 g rabarber
Creme:
2 dåser kokosmælk, gerne af god kvalitet og ikke light, lægges på køl et døgn før
3 spsk sukrin, ris malt sirup, stevia eller honning
Bland ingredienserne til tærtebunden sammen, og ælt dejen godt sammen. Det kan være svært at rulle tærtedejen ud, så brug hænderne til at presse dejen forsigtigt ned i en aflang tærteform eller evt. en rund form, 22 cm, gerne med løs bund. Bag bunden i ovnen ved 200 grader i ca. 20-25 minutter, eller indtil bunden er sprød og gylden. Lad tærtebunden køle helt af.
Kom vand, vanilje og sukrin i en gryde. Rens og skær rabarberne ud i mindre stykker, og kom dem i gryden. Lad det hele koge op, og sluk så for gryden. Lad rabarberne køle helt af i lagen.
Læg koksmælken på køl i ca. 1 døgn, så den øverste del af kokosmælken bliver helt hård. Tag den hårde del over i en skål. Gem den resterende tynde del af kokosmælken til fx smoothies, grød og gryderetter. Tilsæt ris malt sirup eller sukrin, og pisk den hårde kokosmælk med en håndmikser, indtil den får en blød og cremet konsistens, som minder om flødeskum. Smag cremen til, og fordel den over den kolde tærtebund. Tag rabarberne op ad lagen, og pynt kagen med stykker af rarbarber.
4 kommentarer
Sikke en super lækker fest menu :-)
Mums :)
Tusind tak og god påske!
Hej Ditte,
Har netop afprøvet din alt i en gryde – og den smager fantastisk. Skøn kombination af smag, teksturer og fylde.
Er desuden vild med morgenmadsmissionen, hvis mange skønne opskrifter bliver afprøvet flittigt her i påsken.
Tak for altid spændende og anderledes inspiration.
Bedste hilsner Anne
Dejligt – tak for tilbagemeldingen, Anne. Rigtig god påske til dig.