Siden min kogebog udkom, har jeg fået mange positive reaktioner på mine salater og især min opskrift på blomkåls”couscous”. Det er jo bare rigtigt dejligt, så derfor vil jeg selvfølgelig gerne dele opskriften med jer. Derudover smider jeg en ny opskrift med rå blomkål i puljen, så resten af blomkålet også bliver brugt, i stedet for at ende sine dage i grøntsagsskuffen.
I kan i øvrigt også se opskriften på blomskåls”couscous” og fire andre salater fra min bog lige her! Derudover kan I læse et interview med mig her og finde opskriften på min lækre linsesalat med halloumi lige her.
I dag er grillen blevet tændt for første gang og udover grillet laks og ramsløgspølser, så synes jeg tiden var inde til en portion jordbær-koldskål med sprøde speltflager. Opskriften på koldskål kommer naturligvis her på bloggen, men hvis I ikke kan vente, så er den smidt på min facebook-side tidligere i dag.
Sommersalat med rå blomkål, 2 pers.:
1/4 blomkål
1 dl friskbælgede ærter
1,5 dl edamame bønner, bælgede og kogte
1 bdt radiser
50 g feta
1 bdt brøndkarse
2 spsk olivenolie
1 spsk eddike, gerne hyldeblomsteddike
salt og peber
Riv blomkål i tynde skiver på et mandolinjern eller med en skarp kniv. Bland blomkål med ærter og edamame bønner. Skær radiserne i tynde skiver, også på et mandolinjern eller med en skarp kniv – bland radiserne i salaten. Smuldr feta og brøndkarse henover. Rør olie, eddike, salt og peber sammen og vend dressingen i salaten.
Blomkåls”couscous” fra “Salater fra The Food Club”, 4 pers.:
½ blomkål
250 g gule tomater
2 spsk pinjekerner
6 stængler bredbladet persille
1 bdt rød basilikum
1 spsk olivenolie
1 tsk honning
saft fra ½ lime
salt og peber
Riv små buketter af blomkålet på et rivejern, brug gerne den grove side. Halver tomaterne, og bland dem med blomkål. Rist pinjekernerne på en tør, varm pande, indtil de er gyldne – pas på, de ikke får for meget. Hak persille og basilikum groft, og kom det i salaten.
Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag den til. Hæld dressingen over salaten, og drys med pinjekerner inden servering.
14 kommentarer
Flotte farver! Det er utroligt så forskelligt blomkål kan smage alt efter, hvordan man snitter det.
Tusind tak – begge salater er et hit hjemme hos mig :-)
Sommer og Sol :o)
Jeg bliver bare så glad , når jeg ser dine smukke billeder, sikke farver og sikke lækre salater..
Dejligt at se dine salater og derefter blive lækkersulten efter at lave det, vidunderligt at det kan lykkedes :)
Blomkåls”couscous” er lavet her rigtig mange gange og er absolut en af vores favoritter :)
Tak, Tak, Tak, vi nyder dine salater :O)
Kh. Birgit
Hvor er det skønt – hos os bliver der også spist store mængder af blomkål. Håber snart solen titter frem igen, så grillen og sommer-salaterne kan komme frem!
Uhm det ser rigtig lækkert ud!! Tak for skøn inspiration :-)
TAK :-)
Hvor ser det helt fantastisk ud. Har netop skrevet din bog på min ønskeliste. Er helt vild med dine anderledes opskrifter som denne. Og blomkåls couscous – hvor er det lækkert
Hvor skønt – håber snart du får bogen :-)
Hej Ditte.
Jeg har lavet din blomkåls “cous cous” flere gange, og den smager super godt! I aftes prøvede jeg din Asparges i strimler fra din kogebog – den kan bestemt også anbefales, og en dejlig nem, enkel og lækker dressing :O)
Jeg serverede salaten til kyllinge-fileter.
I aften vil jeg teste din Sommersalat med rå blomkål.
Jeg har virkelig stor glæde af din salat-bog :O)
Mange hilsner fra Inger
Hvor er det dejligt, at du har testet nogle af opskrifter – det gør mig så glad. Håber du fik afprøvet sommersalaten, for den er også rigtig god :-)
Sikke nogle smukke salater og et super godt bud på en falsk couscous. Vi laver den også rigtig tit – inspireret af Claus Meyers opskrift, hvor der udover blomkål er revet parmasan, hakkede mandler, citron og brøndkarse. Den smager helt fantastisk :-)
Mmm, lækkert med parmesan – måske jeg skal prøve det til frokost i dag.
hey =)
nice blog. i´m totally obsessed with your nice recipes and photos – soo inspriring and yuuuummi!! got so hungry by watching it ;)
i would be happy to if you follow my blog
greeetings from germany, maike
Thank you so much, Maike – much appreciated!